Fablen

 

Prolog

 

I begyndelsen var mørket.

Mørket
og den dybe, tunge snorken fra bjørnen.

Pigen lå og lyttede.

Til bjørnens vejrtrækning.

Indånding.

Stilhed og kun mørke i et øjeblik.

Og så udånding.

Der var også varmt.

Og blødt.

Hun kunne mærke bjørnens pels under sin kind og i håndfladen, når hun langsomt strøg over bjørnen.

Det var godt at ligge dér i mørket og varmen sammen med bjørnen.

Men det var ærligt talt også ved at være ret kedeligt.

Pigen tænkte, at det jo godt kunne være, at der fandtes mere.

Ikke at hun vidste, hvad det ”mere” skulle være, men hun kunne mærke i hele sin krop, at der måtte være andet og mere end mørket og varmen.

Hun vidste, at hun var nødt til at vække bjørnen.

For bjørnen vidste alt, det var hun sikker på.

Pigen ruskede blidt i bjørnens pels.

Vejrtrækningen stoppede et øjeblik.

Og fortsatte så.

”Er du vågen”, hviskede pigen.

”Mmmmm”, brummede bjørnen. ”Næsten”.

Pigen satte sig op.

”Findes der mere end det her?”, spurgte hun ivrigt.

”Hvad mener du?”, spurgte bjørnen med søvnig stemme.

”Altså”, sagde pigen, der nu havde rejst sig op. ”Findes der mere end mørket og varmen og din snorken?”.

”Kunne du godt tænke dig det? At der findes mere?” spurgte bjørnen, mens den møjsommeligt satte sig op og strakte sig.

”Ja”, sagde pigen hurtigt. – ”Jeg ved bare ikke, hvad det kunne være”.

”Skal vi finde ud af det?”, spurgte bjørnen.

”Ja – åh ja – lad os gøre det”, hvinede pigen, mens hun hoppede to gange.

”Kravl op på min ryg”, sagde bjørnen. ”Så lad os se, hvad der mon kan findes”.

 

Kapitel I

 

Pigen sad oppe på ryggen af bjørnen, der luntede afsted.

Mørket var helt tæt omkring dem.

Bjørnen stoppede op.

Vejrede lidt med snuden op i luften og gryntede tilfreds.

”Prøv at lukke øjnene”, brummede bjørnen.

Pigens hjerte begyndte at banke hurtigere i hendes lille bryst.

Nu skulle det ske.

Hun lukkede øjnene.

”Løft dit ansigt opad”, sagde bjørnen.

Det gjorde pigen, stadig med sine øjne lukkede.

Bjørnen var stille et øjeblik.

”Åbn din øjne”, sagde bjørnen så.

Pigen åbnede sine øjne.

Over hende - hele vejen over hende i mørket lyste pludselig en uendelig mængde prikker.

Der, hvor der før bare var mørke, lyste de himlen op.

Pigen gispede. Aldrig havde hun troet, at noget kunne være så smukt.

”Hvad er det?”, spurgte hun, uden næsten at kunne trække vejret.

”Det er stjernerne”, svarede bjørnen.

”Åh”, sagde pigen.

I lang tid var de stille de to. Og begge kiggede de op på stjernerne.

”Det var det smukkeste, der kunne findes”, sagde pigen efter en rum tid.

”Ja, stjernerne er smukke”, svarede bjørnen, så man næsten kunne høre et smil om dens mund. ”Men det er ikke det eneste. Prøv at kigge mod øst”.

I det svage stjerneskær kunne pigen se, hvilken vej bjørnen havde drejet sit hoved. Det var godt, for hun anede ikke, hvor eller hvad øst var.

Pigen kom til a give et lille spjæt. For der, mod øst, var der kommet en sprække i mørket.

En lang aflang sprække der lyste orange.

Den orange sprække lå ned og strakte sig et langt stykke under stjernerne.

Pigens øjne var store. De forsøgte at suge hele synet ind på én gang.

Sprækken begyndte at vokse sig større.

Pigen greb om bjørnens pels.

Større og større groede lyset frem.

Og med ét stod pigen og bjørnen badet i lys.

”Hvad er det”, spurgte pigen.

”Det er solen”, svarede bjørnen. ”Den er også en stjerne, den er bare meget tæt på. Kan du lide den”.

Pigen kunne mærke solens varme på sine kinder og selvom hun prøvede at lukke øjnene, skinnede solen gennem hendes øjenlåg.

”Den… den er fuldstændig fantastisk”, hviskede pigen.

”Prøv at kravle ned ad min ryg”, sagde bjørnen og gik i knæ, så der ikke var så langt for pigen at kravle.

Da pigen stod på jorden, satte bjørnen sig ned foran hende.

”Jeg har noget til dig”, sagde bjørnen. ”Kom med din hånd”.

Pigen rakte hånden frem og lige så forsigtigt lagde bjørnen en lille ting i hendes hånd.

Pigen kiggede på tingen.

”Hvad er det?”, spurgte pigen.

”Det er et agern”, svarede bjørnen.

Pigen lukkede hånden om agernet. Det passede perfekt i hendes lille hånd.

Hun tog agernet mellem sin tommeltot og pegefinger og løftede agernet helt op til øjnene. Kiggede grundigt på det.

Det var brunt og havde ligesom en lille hat på.

”Et aa…gern”, pigen skulle lige vænne sig til det nye ord. ”Hvad bruger man et agern til?”

”Du skal så det i jorden, så får du at se”, svarede bjørnen.

Pigen kiggede undrende på bjørnen. ”… Så det?”

”Ja, man sår det, ved at grave et lille hul i jorden og så putter man agernet derned og så dækker man hullet med jord igen. – Prøv at gøre det”.

Pigen gjorde, som bjørnen foreslog.

Hun slap agernet og lod det trille ned på plads i det lille hul, hun havde gravet. Så skubbede hun jorden hen over agernet og klappede det forsigtigt.

Så kiggede hun op på bjørnen.

”Nu skal vi vente”, sagde bjørnen.

De satte sig ned side om side foran stedet, hvor pigen havde sået agernet.

Pigen mærkede et lille dryp på hendes ben. Så flere. Mange.

En lille sky, der hang lige over dem, var gået læk og den lune regn ramte lige ned på stedet, hvor pigen og bjørnen sad og agernet var sået.

Pludselig begyndte jorden at bevæge sig lige dér, hvor agernet var sået.

Pigen hoppede op i bjørnens favn.

Op ad jorden voksede en lille grøn spire.

Den voksede og voksede.

Rettede sig op og foldede sine små blade ud.

Pigen klappede i hænderne.

Spiren groede og groede.

Og snart var den vokset til et helt lille træ, – der allerede var højere end pigen og bjørnen.

Pigen sad helt stille og kiggede og kiggede på træet, der groede foran hende.

”Prøv at kigge dig omkring”, sagde bjørnen og løftede hende ud af sin favn.

Pigen drejede rundt og opdagede, at alle steder groede der noget op af jorden.

Jorden var blevet grøn af græs og i græsset dukkede små blomster op.

Flere træer og buske skød op af jorden.

Duftene bombarderede pigens næse.

Hun drejede rundt og rundt, indtil hun måtte støtte sig op ad bjørnen.

 

 

Kapitel II

 

”Hov, hvad er det der højt oppe i træet?”
Pigen pegede op i det store egetræ, der var groet op af agernet, som hun havde sået i jorden.

Noget rødbrunt løb op og ned ad grenene oppe i trækronen.

Bjørnen løftede hovedet og kiggede op i træet. Den kneb øjnene lidt sammen og sagde så;

”Aaah det er Egern, du har fået øje på.”

”Egern?” Pigen kiggede spørgende på bjørnen.

”Egern, kom lige herned”, kaldte bjørnen.

Den lille rødbrune skikkelse højt oppe i træet stoppede op – og kiggede ned.

Så pilede den ned langs den store tykke stamme og stod et øjeblik efter nede på jorden foran pigen og bjørnen.

Pigen satte sig på knæ og det lille egern satte forpoterne på hendes ben. De to kiggede hinanden dybt i øjnene.

”Der er flere ligesom os”, udbrød pigen jublende. ”Der er ikke kun dig og mig, bjørn”.

”Det er rigtigt”, sagde egernet med sin fine lille stemme. ”Prøv at kigge dig omkring.”

Med ét var verdenen fyldt med andre væsener.

Nogle fløj summende forbi. Andre gik rundt på fire ben og spiste græs. Og højt oppe i luften kvidrede de smukkeste fugle, mens de elegant fløj rundt.

Nogle af dyrene gik rundt med små mindre udgaver af sig selv ved deres side.

”Det er deres unger”, forklarede Egern, der var kravlet op på pigens skulder, mens dens buskede hale lå rundt om hendes nakke. ”Vil du med? – Så skal jeg vise dig det hele”.

Bjørnen havde sat sig i skyggen af det store egetræ og lænede sig op ad stammen.

Pigen vendte sig om mod bjørnen.

”Må jeg gå med?”, spurgte hun.

”Selvfølgelig”, nikkede bjørnen. ”Så snupper jeg en lur her imens.”

Pigen og egernet løb ud i det høje enggræs, så hele sværme af sommerfugle fløj op fra de utalligfarvede blomster.

De løb så hurtigt, de kunne. Eller pigen gjorde, egernet løb rundt om hende og hoppede indimellem op på hendes skulder og ned igen.

Pigen snublede og rullede grinende rundt i det bløde græs.

Og så lå de og kiggede op i den blå, blå himmel med ganske få vatagtige skyer på.

Solen stod lige over dem og varmede.

”Vil du prøve at klatre i træer?”, spurgte egernet.

”Ja da”, svarede pigen og sprang op.

De pilede hen mod det nærmeste træ.

Pigen kunne lige nå en af de nederste grene og kunne, når hun pressede den ene fod ind mod den ru stamme og satte af med den anden, svinge sig op på grenen. Hun pustede og stønnede, men det var sjovt.

Egernet havde allerede være helt op i toppen og nede igen tre gange, inden hun kunne kravle videre fra den nederste gren.

Møjsommeligt og langsomt kravlede hun længere og længere op. Egern kom med opmuntrende udbrud undervejs.

Endelig var hun helt oppe i toppen af træet.

”Det er smukt, ikke?”, sagde egernet.

”Meget”, pustede pigen og satte sig ned på grenen og svingede med sine ben. Hun kiggede ned. Der var svimlende langt ned til græsset under dem.

Pigen hørte pludselig en svag pippen inde bag nogle blade lige ved siden af.

Hun rykkede nærmere og lyden forsvandt.

Forsigtigt løftede hun grenen til side og kiggede ind.

Derinde var en lillebitte fuglerede med fem små fugleunger i.

De måtte lige være knækket ud, for der lå stadig enkelte skaller fra ægget tilbage i reden. Ungerne var næsten uden dun, de havde store gule næb og deres øjne var lukkede.

 

 

Kapitel III

 

”Egern, kom herover”, kaldte hun. ”Jeg har fundet en fuglerede.”

Egernet kom pilende hen til hende.

”Oohh, en fuglerede, hvor lækkert,” sagde egernet og inden pigen kunne nå at sige eller gøre noget, havde egernet løftet den ene lille unge ud af reden og slugt den.

Pigen sad fuldstændigt stille

- med store åbne øjne og kiggede på egernet.

”Du… du spiste den”, fremstammede hun forfærdet.

”Ja, de smager rigtig godt og mætter meget. Vil du prøve?”, svarede egernet helt ubekymret og skulle til at række pigen en af fugleungerne.

”NEJ!”, råbte pigen og begyndte at kravle ned af træet, så hurtigt hun kunne.

Egernet kravlede rundt om hende.

”Er der noget galt”, spurgte det igen og igen, men pigen vil hverken kigge på den eller svare.

Da hun landede nede på jorden igen, løb hun så hurtigt hun kunne hen mod træet, hvor bjørnen tog sin lur.

Egernet blev forvirret og trist stående tilbage. Den troede, at den havde fået en ven, men sådan var det måske slet ikke.

”Bjørn, åh bjørn”, græd pigen, da hun løb ind i bjørnens favn.

”Jamen hvad er der dog sket”, brummede bjørnen og strøg med sin store pote forsigtigt over pigens ryg.

”Det var Egern”, hikstede pigen. ”- Egern spiste en fugleunge.”

”Aaah”, sagde bjørnen, ”på den måde. Tør dine øjne lille ven og kravl op på min ryg.”

Pigen gjorde, stadig snøftende, som bjørnen sagde.

Og de gik afsted.

Rundt om dem var farverne ved at forandre sig.

De før så grønne blade lyste nu røde og orange og nogle var begyndt at falde af træerne.

De nåede ned til en flod og satte sig ved siden af hinanden.

”Alting er levende. Alt hvad du ser med dine øjne er levende og alt det, der ligger længere borte, end du kan se, er også levende”, begyndte bjørnen og fortsatte: ”Træerne er levende, blomsterne og alle dyrene du møder, alt sammen er levende, ligesom du og jeg.”

Pigen nikkede, det forstod hun godt.

”Og alt levende hænger sammen. Alt hvad der findes er knyttet sammen og er afhængigt af hinanden. Vi er alle uløseligt forbundet. Alt levende skal leve sammen i pagt og med respekt for hinanden. Og jeg kan godt forstå, du blev forskrækket, da egernet spiste en af fugleungerne, for netop dét er det mest smertelige og svære, ved at findes. Dét at alle væsner må tage liv for at leve.”

Bjørnen plukkede et æble fra et træ ved siden af dem og rakte det til pigen.

”Prøv at smage det”, sagde han.

Pigen tog en bid og æblet smagte vidunderligt og på et øjeblik havde hun spist hele æblet og sad tilbage med skroget.

”Det æble du spiste nu, er også levende ligesom du og jeg og egernet og fugleungerne. Træer og planter er lige så levende som dyrene. Det er uundgåeligt at tage liv for at leve. Men så længe vi gør det med respekt, så længe vi ærer det liv, vi tager og vi altid giver noget tilbage, så er det hele, som det skal være. Vi kan give noget tilbage ved at sige tak og ved at hjælpe til, med at nyt liv kan fortsætte.”

Pigen sad og nikkede. Hun kunne godt forstå det, bjørnen sagde. Hun kiggede på æbleskroget. Hun havde spist noget levende. ”Tak, æble”, sagde pigen.

”Du kan give nyt liv ved at så æblekernerne i æbleskroget”, fortalte bjørnen.

”Åh,” sagde pigen. ”Hvordan?”

Bjørnene forklarede, at hun blot skulle gøre præcis ligesom med agernet.

Da pigen havde gravet æbleskroget ned i jorden, gabte hun og skuttede sig, for der var begyndt at blæse en kold vind.

”Kom, kravl op på min ryg”, sagde bjørnen.

 

 

Kapitel IV

 

Mens de gik tilbage mod det store egetræ, begyndte store snefnug at drysse ned og lyset begyndte at forsvinde. Solen farvede himlen mod vest helt rød.

Pigen puttede sig ind til bjørnens pels.

Da de nåede hen til egetræet, var solen gået helt ned og stjernerne var igen spredt ud over den natsorte himmel.

”Det er vist på tide, at vi går til ro”, sagde bjørnen. ”Det har været en lang og spændende dag og du ser meget søvnig ud.”

Pigen nikkede og gabte.

Hun var meget træt.

Så træt, at hun næsten ikke kunne vente med at falde i søvn.

Sneen dalede stadig ned og dækkede jorden.

Hun kiggede op i kronen på det store egetræ.

Nu kunne hun se stjernerne igennem de nøgne grene.

Med ét så hun noget rødbrunt bevæge sig deroppe.

Hun holdt vejret.

Var det… kunne det være...?

Ja.

Det var Egern.

Egern kravlede langsomt ned mod dem.

Pigen gled ned fra bjørnens ryg og stod med sine fødder i sneen.

Egern kom langsomt hen til dem.

Igen satte pigen sig på knæ.

”Undskyld, Egern”, sagde hun. ”Jeg er ked af, at jeg blev så vred.”

Egernet holdt en lille ting i sine poter, som det rakte hen mod pigen.

”Det er jeg glad for”, sagde Egern. ”Den her har jeg samlet til mit vinterforråd, men jeg synes, at du skal have den”.

Pigen rakte hånden frem og forsigtigt lagde egern et agern i pigens hånd.

 

 

Epilog

 

Pigen og bjørnen lå i det varme mørke.

Begge var lige ved at glide ind i søvnens land.

Hun kunne mærke bjørnens varme, bløde pels mod sin kind.

”Kan vi gøre det igen i morgen?”, spurgte hun, lige inden hun faldt i søvn.

Bjørnen svarede, næsten i søvne; ”Ja, vi kan gøre det hele igen i morgen.”

Pigens hjerte bankede lykkeligt i hendes lille bryst og i hendes hånd, knugede hun agernet.

Både bjørnen og pigen faldt smilende i søvn.

I det varme mørke.

Og de eneste lyde, der kunne høres,
var den dybe, tunge snorken fra bjørnen og den lette vejrtrækning fra pigen.

 

 

Slut

- eller -

Begyndelsen

 

 

af Anne Juul Christophersen, fra bogen "Forbundet" fra 2020